Lellinge kirke

Lellinge kirke har altid været tæt knyttet til Gammel Lellinge-gård (tidl. blot Lellingegård), som indtil reformationen var ejet af bispesædet i Roskilde. Efter reformationen ejedes kirken af kronen, men den har i 15- og 1600-tallet sammen med Lellingegård skiftet ejer mange gange., bl.a. har den været i Corfitz Ulfeldts besiddelse.

En af de for kirken mest betydningsfulde ejere var Caspar Schiøller, kancelliråd mm., som købte Lellingegård (og Spanager) med tilhørende gods i 1680. Caspar Schiøller stod i høj gunst hos Christian V og var én af landets ledende mænd i slutningen af 1600-tallet. Han erhvervede sig store godsområder i Østsjælland, og ved sin død i 1719 bestod hans ejendom af et areal, som skønnes ikke at være mindre end det senere Vallø Stifts gods. Dertil kom kaldsret til og kirketiende af 13 kirker på Sjælland, de 11 i Ramsø og Bjæverskov herreder, hvoraf altså Lellinge var den ene.  

Caspar Schiøller besluttede, at Lellinge kirke skulle være begravelsessted for hans familie, og dette afstedkom, at kirken blev istandsat i årene 1690-94, og at den i disse år blev tilført nyt inventar overalt, således at næsten intet af det nuværende inventar kan føres tilbage til før disse år.

 Af Schiøllerfamilien blev 11 større og 2 barnekister opsat i tårnrummet, som var indrettet til gravkapel. Disse blev i 1920 begravet på kirkegården og de afmonterede kisteplader ophængt på væggene i tårnrummet.

 Schiøllers arvinger solgte Lellingegård til Anna Sophie Reventlow i 1721, og kirken kom dermed under Vallø Grevskab, som i 1738 blev omdannet til Vallø Adelige Frøkenstiftelse. Vallø Stift var kirkens ejer indtil den i 1914 overgik til selveje.  

Læs om de begravede af Schiøllerslægten HER.

Plantegning

Kirkebygningen

Lellinge kirke er en sengotisk bygning fra o. 1450. Oprindelig blev kirken bygget som et langhus med udelukkende skib og kor, og med 3 højblændinger i skibets vestgavl.

Omkring år 1500 blev tårn og våbenhus bygget til. I 1692-94 blev kirken udvidet med et nyt kor og nåede da i store træk det udseende, den har i dag.

 Den oprindelige del af kirken er opført i munkesten, tårnet af bredere munkesten med indlagte kridtstensbælter.  

Kortilbygningen er muret i flammede sten i en mere gullig nuance. Kirken og tårnet har haft sortglaserede tagsten siden 1690'erne, mens der på våbenhuset er tækket med røde vingetegl.

 Kvindedøren på skibets nordside kunne endnu spores i 1875, men sporene er i dag helt forsvundet. Ca. midt på skibets nordmur ses prydskiftet af et lille, spidsbuet vindue, som nu er tilmuret.

 Skibet har 3 hvælvinger, som formentlig er oprindelige, alle vægge er kalket hvide og der er ikke fundet spor efter kalkmalerier.

I tårnrummet har der oprindelig været spidsbuede vinduer mod vest og syd, som nu er tilmurede, ligesom en dør til tårn-trappen nu er tilmuret og erstattet af en udvendig. Det ovale vindue i tårnet stammer fra rummets indretning til gravkapel i 1690'erne.  

Tårnet

Den nederste tårntrappe er indmuret i murværkets hulrum. Ovenfor trappen ses resterne af de oprindelige højblændinger på skibets vestgavl, en af disse er gennembrudt med udgang til skibets loft. En trætrappe fører op til klokkeloftet, halvvejs oppe passeres mellemstokværket med indgang til urstuen.  

  Kirkeuret er bygget i 1884 af den kendte urmager Bertram Larsen, som en årrække havde værksted i Køge, men som senere flyttede til København.

På en bjælke i urstuen står malet "Uhret er repareret den 5. juni 1849 af Bertram Larsen, Kjøge", men det er altså et tidligere urværk, der er tale om. Datoen er i øvrigt speciel, idet det er den dag. Danmark fik sin første Grundlov.  

Lellinge kirke har tre klokker, hvoraf den ene er tilpasset til automatisk ringning og de to øvrige ringes manuelt med snoretræk.

Den ældste klokke er fra 1300-tallet, altså ældre end kirken, og én af de første klokker i landet af sin type. Klokken er den mellemste i størrelse og klang, og det er den, som bruges til morgen- og aftenringning.

Den mindste klokke er fra 1589. Den er skabt af den kendte klokkestøber Borchardt Gelgheter, hvis navn sammen med årstallet er skrevet på klokken. Den har en meget smuk klang, men får sjældent lov at ringe alene. Denne klokke har oprindelig hængt et andet sted, idet klokkestolen her er tilføjet senere.

Endelig er der kirkens største klokke, hvis støber ikke er kendt, men som blev bestilt af Caspar Schiøller i 1690. Foruden berømmelsen af giverens og hans hustrus navne, bærer klokken også inskriptionen af et lille vers (let omskrevet):

Her hænger jeg, som skal til kirken Jer kalde
I kristne sjæle, stå dog op og lad falde
alverdens syssel, gå at høre Herrens røst,
så ringer jeg forlig til Jeres sjæles trøst.

Klokken bruges til urets timeslag samt til bedeslag og kimning. I løbet af efteråret 2005 er monteret elektrisk kimeanlæg på den store klokke.

Kirkens inventar

Lellinge kirkes indre er især præget af det meget egetræ, som for langt størstedelens vedkommende stammer fra årene 1692-94. Træværket har aldrig været bemalet, men derimod ferniseret mange gange, hvilket efterhånden fik det til at fremstå i en meget mørk tone. I 1993-94 blev alle bænke og paneler samt altertavle, prædikestol og orgelfront afrenset fuldstændigt, hvilket har givet et meget lyst og venligt kirkerum. Træet er udskåret i akantusbarok af billedskærermester Christian Nerger, som kom fra Tyskland.

Koret er delt fra skibet ved en skranke i egetræ med 16 messingbalustre, som modsvares af en tilsvarende aflukning af tårnrummet i kirkens anden ende. Begge skranker har dobbeltdøre med en stor kasselås. Messingbalustrene bærer våbnene af Caspar Schiøller og hustru Johanne Thune.  

Altertavlen er med smukt udskårne vinger med akantusranker med passionsredskaberne indflettet. Over alterbilledet, som er fra 1860, ses den opstandne Kristus. Altertavlens nederste felt indeholder vers forfattet af salmedigteren Thomas Kingo. Læs transskription af Kingos tekst HER.

Antependiet er nyrestaureret i 1983 med tæpper på gulv og alterbordets sider designet og fremstillet af kunstneren Vibeke Gregers.  

Alterstager af messing, fra 1694.  

Apostelfigurerne er opsat i 1863 og forestiller Peter og Jakob den Ældre. De er skåret i egetræ af Bille Johansen og er nyere efterligninger af Thorvaldsens apostle, som står i Frue Kirke i København.  

Døbefonten er i rødflammet marmor, formentlig fra 1690'erne, restaureret i 1994.

Dåbsfad af messing, kande af tin med dobbeltsnoet slangehank.

I korets hhv. nord- og sydøstre hjørne er placeret en præste- og degnestol, som er identiske med kirkens øvrige stoleværk.  

I skibet

Prædikestolen i eg er fra 1694 og bærer meget smukt udskårne våbenskjolde fra Schiøller og Thune-slægten.

Lysekrone i messing fra 1694, bærer Caspar Schiøllers og Johanne Thunes våben samt indskrift af Th. Kingo:

”Dit Ord, O Gud, det er vor bedste lysekrone.
- O, sluk det ej, før vi dig se på Lysets Trone.”

I 2003 blev der i koret samt i to af skibets øvrige hvælvinger opsat moderne lampearmaturer i børstet messing, de såkaldte Ørstedsarmaturer. Ved samme lejlighed blev der monteret vægarmaturer af samme type, fremstillet specielt til Lellinge kirke, i koret og ved kirkens indgang. Ligeledes blev samme armatur opsat i våbenhuset og ved orglet.

Læs mere om Jørgen Larsen HER.

Kirkegården

Den oprindelige kirkegård var mod alle sider kranset af en kirkegårdsmur, af hvilken nu kun syd- og østsiden er bevaret. Kirkegården var dengang betydeligt mindre, end den findes i dag. Således løb vestmuren næsten ligeså tæt forbi kirketårnet, som man kan se østmuren gøre i dag (den smalleste passage mod øst er kun 135 cm ), og mod nord er der en niveauforskel, hvor man kan se en del af kampestensfundamentet til den gamle mur.

I muren ved kirkens sydøstlige hjørne ses to murpiller, som angiver en tidligere låges placering. Da der i gammel tid lå private haver udenfor kirkegården, hvor nu DagliBrugsen ligger, parkerede man vognene på nabogården Kirkely, hvor hestene blev tøjret, og hvorfra der altså var direkte adgang til kirkegården. Mellem denne låge og våbenhuset lå de gravsteder, der tilhørte landsbyens gårdmandsfamilier.  

Efterhånden som befolkningstallet voksede i løbet af 1800-tallet, forudså man en kommende mangel på gravpladser på kirkegården, og den udvidedes mod nord i 1867. I 1889 blev der opført et ligkapel i det nordvestre hjørne.

Muren omkring kirkegården har til alle tider været meget vedligeholdelseskrævende, og i 1940 besluttede man at nedrive nordmuren, således at der blev sammenhæng mellem de to afdelinger. Dette modsatte kirkeministeriet sig imidlertid, og menighedsrådet måtte bide i det sure æble og fortsætte de årlige reparationer af muren.  

I 2004 anlagdes en ny indkørsel til kirken med tilhørende p-plads på nordsiden af kirkegården, mod Lellinge Å. I 2005 gennemgik den evigt skrantende kirkegårdsmur en kraftig renovering mod syd sammen med murpiller og låge.  

Lellinge kirke – historien i korte træk

Tekst: Henning Mathiesen.
Ill: Henning Mathiesen, Christina Rasmussen m.fl.

         ©Henning Mathiesen og Lellinge Menighedsråd 2006  

- og så lige et stemningsbillede fra vores dejlige kirkegård!